Stén Knuth

Hvem er jeg?

Gift med Helle, sammen har vi 3 børn, hus, sommerhus og hund.

Medlem af Folketinget for Venstre, idrætsordfører og næstformand for børne- og undervisningsudvalget

Bankuddannet, leder af produktionsskolen PH, leder af UU Nordvestsjælland, siddet i byrådet i Slagelse i knapt 20 år, borgmester 2014-2018. Har hele livet været idræts- og foreningsmand i taekwondoen, 4 x dansk mester, Nordisk Mester, bronce ved EM 1992. Landsholdstræner ved OL i Sydney 2000.

Stén Knuth

Min historie

Jeg er født og opvokset i Slagelse, hvor jeg har boet næsten hele mit liv. Efter 10 års skolegang tog jeg en EFG-eksamen og en 2 årig HHX uddannelse, og jeg blev siden ansat i Bikuben som elev. Dette var efter aftjening af min værnepligt på Antvorskov Kaserne.

Sideløbende med bankjobbet var jeg passioneret taekwondo-udøver, -træner og -leder. Jeg nåede i min tid som kæmper at blive 4 gange dansk mester, nordisk mester og nr. 3 ved EM i 1992, hvor jeg også i Slagelse blev årets idrætsudøver. Siden blev jeg landsholdstræner, hvor jeg havde 2 dygtige kæmpere med til OL i Sydney.

Derefter fulgte en tid som leder af produktionsskolen i Holbæk og leder af UU Nordvestsjælland, inden politikken trak så hårdt i mig, at jeg satsede helhjertet på at blive borgmester i Slagelse Kommune. Dette lykkedes i 2014. Jeg forsøgte at genvinde posten i 2018, men det lykkedes desværre ikke på trods af et rigtig flot personligt valg. Derfor var det ikke en svær beslutning at gå ind i nationalpolitik.

Den 5. juni 2019 blev jeg valgt som folketingsmedlem. Sidenhen har jeg på Christiansborg arbejdet med mine mærkesager, som er bedre vilkår for foreninger, et differentieret uddannelsessystem, sårbare unge og handicappedes indgang på arbejdsmarkedet og erhvervslivets rammevilkår.